

Michael Seeberg er projektleder på KULTOUR. Michael har altid haft mange bolde i luften. Ikke bare, når han jonglerer, men siden hans far overlod en del af ansvaret for den årlige konfirmandlejr til ham og Henrik for 10 år siden - året efter de selv blev konfirmeret. Han har prøvet kræfter med lidt af hvert, og for hvert projekt, han sammen med Henrik har kastet sig over, er det blevet vildere og større. Michael har haft et stort engagement i KFUM-spejderne, hvor han har lavet utallige sommerlejre, ungdomskurser, event og aktiviteter, som har givet ham værktøjerne til at gennemføre KULTOUR. Desuden har Michael haft et stort engagement i det sociale liv på Kolding Amts Gymnasium, hvor han bl.a. grundlagde fredagscaféen, med stand-up, koncerter og Trivial Pursuit-mesterskaber. Således har Michael modtaget Preetzmann-Aggerholm legatet fra Koldings Gymnasium og Kolding Kommune.
Til daglig læser han på Institut for Statskundskab på Århus Universitet, på 6. semester. Studiet har også været en inspirator for projektet, og han ser en stor motivation i at kombinere det meget teoretiske studie med et stort praktisk projekt som KULTOUR. Planlægningen af kultur har skærpet interessen yderligere for kultur og integration, og det kunne meget vel blive den del af statskundskabsstudiet han vælger at fordybe sig i på kandidatuddannelsen. Foreløbig skriver Michael bacheloropgave i faget ”Fremmedfrygt”, om netop kontakthypotesen, der er filosofien bag KULTOUR: at det rykker ved folks holdninger til ’de fremmede’, når de har kontakt med en af ’de fremmede’. Michael tester således både kontakthypotesen i et ”European social survey”-datamateriale og i praksis med KULTOUR.
Michaels projektleder-kompagnon i sidste sommers udgave af KULTOUR, tvillingebror Henrik, læser en master i europæisk politik og governance på LSE i London hele dette år, og har ikke mulighed for at tage del i dette års KULTOUR. Henrik fordyber sig i integrationspolitik på et europæisk plan i sin master-afhandling. Henrik læser sammen med sin kæreste Merete i London. De vil sammen fungere som ’eksterne konsulenter’ på projektet, når der er bud efter deres støtte, idéer og hjælp.

Mark Bækgaard, stud.mag. i Medievidenskab, er presseansvarlig på KULTOUR. Hans hovedfag er medievidenskab og er i øjeblikket på suppleringsfag i Retorik og Formidling. Han arbejder med pressestrategi på projektet og har også ansvaret for hjemmesiden. Det er Mark der holder styr på kontakt til journalister i landets medier, og ham, der styrer og koordinerer pressemeddelelser før og under KULTOUR.
Ved siden af studiet er Mark ansat i kommunikationsbureauet Formidlingskonsulenterne som intern kommunikationsmedarbejder, hvor han har ansvaret for Formidlingskonsulenternes egen kommunikationsstrategi.
Mark stod i spidsen for festforeningen på Kolding Amts Gymnasium, hvor han også modtog Koldings Venner Legatet. Han sidder i bestyrelsen i Århus Bordfodboldforening og har ved siden af KULTOUR også arrangeret Jyske Mesterskab i bordfodbold.
Kathrine Overgaard, kaospilot-studerende, har ansvaret for aktiviteten i menneskebiblioteket, når det er åbent: Gøre bøgerne klar til at blive ’lånt ud’, skabe rammerne for at udlån bliver til frugtbar dialog og at folk går fra KULTOUR med en bredere horisont, og en positiv opfattelse af danskere med anden etnisk baggrund. Herunder at arrangere to workshop dage, hvor Kathrine laver gruppeprocessor med deltagerne i KULTOUR, for at gøre alle klar til sammen at skabe og udføre KULTOUR på den mest gennemførte måde. Hun har også ansvaret for at sikre at ’bøgerne’ får de bedste rammer, for at skabe en frugtbar dialog, når de er lånt ud. Kathrine har i sit afgangsprojekt på Kaospilot-skolen i Århus arbejdet med netop integrations processer i det danske samfund. Hun planlagde i denne sammenhæng en work-camp i samarbejde med Ministeriet for Integration, Flygtninge og Indvandrere, der skulle afdække problemer i integration af danskere med anden etnisk baggrund end dansk, i det danske samfund, og i forlængelse heraf komme med konkrete løsningsforslag.

Anne Aagaard er den omsorgsfulde hjælpende hånd i KULTOUR. Hun læser psykologi på Århus Universitet på 8. semester, og fordyber sig i sin kandidatdel i arbejds- og organisationspsykologi. Anne har tidligere været koordinater i organisationen Stairway, en hjælpeorganisation der særligt hjælper gadebørn i Filipinerne. Desuden har hun været frivillig i kriserådgivningen ”Gallo” i Århus ved siden af psykologi-studierne. På KULTOUR sørger Anne for at have det forkromede overblik over aktiviteterne sammen med Michael, Kathrine og Mark – med et særligt vågent øje på bøgernes ve og vel. Det er ikke alle samtaler der er lige lette for ’bøgerne’ i KULTOUR, og Anne står således klar til at tage sig af ubehagelige oplevelser, hvis de skulle være så uheldige at opstå.