











Titel: Mit liv i asyl
Forfatter: Ahmed Mohammed
Udgivelsesår: 1988
Resumé: Jeg kom til Danmark i januar 2005 med en mand, der fulgte mig. Det var min onkel i Somalia, der betalte for mig. Jeg kom på Asylcenter og har boet 2 år i Vamdrup hos min onkel under sagsbehandlingen af hans asylansøgning. Jeg har gået i skole på asylcenteret i Jelling. I marts 2006 fik jeg afslag på asyl og må derfor ikke længere bo hos min onkel, men skal bo på asylcenter. Jeg bor nu i Sandholm og håber på at få asyl alligevel. Jeg går på VUC i Hillerød og har undervisning i dansk, matematik og engelsk.
Genre: Dagbog
Titel: Amila Bosnae
Forfatter: Amila
Udgivelsesår: 1981
Resumé: Jeg kom til Danmark meget tidligt om morgenen d. 6. juli 1993, med et par hundrede af mine landsmænd. Vi havde rejst i bus i to døgn uden rigtigt at vide, hvor vi skulle hen. Nogle gættede på Sverige, andre på Holland. Først da vi stod på parkeringspladsen i Tønder, fik vi at vide, hvor vi var. De første dage tilbragte jeg i sengen med feber på omkring 40 pga. det voldsomme klimaskift - vi var kommet fra en hverdag med over 35 grader, og i Danmark var der en helt almindelig dansk sommer, ikke meget ulig denne. De næste to år boede jeg i et Røde Kors center, så fik vi asyl og kunne flytte ud. Efter gymnasiet har jeg boet i Odense, Århus og nu København, med afstikkere til Frankrig og Tyskland. Jeg er nu ved at færdiguddanne mig som cand.ling.merc. i tysk.
Genre: Hmm - det håber jeg selv at finde ud af.
Spørgsmål som bogen stiller: Identitetsspørgmål: ser jeg mig selv som flygtning, udlænding, indvandrer eller noget helt fjerde? Hvordan var de to år i flygtningelejr? Hvordan ser Sandholm ud i dag? Hvad er integration? (Dette spørgsmål kunne ikke engang integrationsministeren give mig svar på!)
Hvordan oplevede jeg krigen i Bosnien-Hercegovina? Hvordan har de oplevelser formet mig?
Bosnien-Hercegovina i dag - et desintegreret land midt i det integrerede Europa. Hvad må man absolut ikke gå glip af som turist i Bosnien-Hercegovina? Hvilke bosniske film skal man absolut have set?
At være muslim i Europa - i Bosnien-Hercegovina og i Danmark. Hvordan tror jeg? Hvorfor bærer jeg ikke tørklæde? Er jeg mindre muslim af den grund? Kan det at være troende gradbøjes?
Massakren i Srebrenica juli 1995 - Europas største massakre siden Anden Verdenskrig. Hvorfor skete den, hvordan kunne den lade sig gøre, hvem er ansvarlig, hvad er dens konsekvenser? Og hvorfor bliver den overset i en sådan grad?
Hvad kan det betyde, hvis det er autentiske pyramider, man er ved at udgrave i Bosnien-Hercegovina?
Mener lånerne, at Bosnien-Hercegovina er en del af Europa? Hvor er Europas grænser? Derudover vil jeg gerne vide af lånerne, hvad de ved, tror eller synes om Bosnien-Hercegovina, om de har erfaringer med bosniere og hercegovinere i Danmark og hvordan de har været.
Titel: En International rejse der løfter sløret for menneskers fælles værdier
Forfatter: Amir Ali
Udgivelsesår: 1987
Resumé: Jeg er kurder født og opvokset i Irak (Bagdad). Siden januar 2001 har jeg boet i landet. Jeg har i et år og tre måneder levet i fire forskellige asylcentre. Efter modtagelsen af opholdstilladelse har jeg i tre år boet i Hillerød. Jeg har i de to sidste år boet og studeret i Norge på en international skole (Red Cross Nordic United World College). I hele den tid jeg har boet i landet har jeg kæmpet mig frem i uddannelsessystemet da mit mål er at blive kirurg en skønne dag.
Genre: Hvorfor integration ikke fungerer optimalt i DK, Menneskers ligheder og forskeligheder, historie, musik, mad
Spørgsmål: Vidste du at hver gang du peger fingre af nogen/noget, peger tre af dine fingre på dig selv?
Titel:Det er mig der er inde i ham fra Jamiroquai.
Forfatter: Babak
Udgivelsesår: 1984
Resumé: Denne bog kom til Danmark fra Iran i '86. Eller egentlig først til Sverige, men der gad de ikke at have den, så det blev Danmark og København. Den lagde ud med at stå på en hylde i Mjølnerparken og er endt på Vesterbro, hvor den er i fuld gang med at hjælpe sin nuværende ejer med at blive uddannet lærer. I mellemtiden har denne bog dog været gennem en masse oplevelser i kraft af alle de forskellige ejere den har haft. "Det er mig der er inde i ham fra Jamiroquai" er bl.a. blevet brugt som sangbog i Københavns drengekor i gamle dage, og har sidenhen også fungeret som højskolesangbog i Herning. Derudover er bogen blevet brugt til manuskripter i diverse teaterstykker og som instruktionsbog til læring af poi (sådan noget med at svinge med ild). Derudover kan bogen også bruges som kogebog med en masse fantastiske opskrifter. Eller dansebog. Og virkelig mange andre ting. Da bogen er så bred som den nu engang er, er det meget forskelligt hvad de forskellige læsere synes om den. Visse folk kalder den sjofel, og andre vil strække sig så vidt som til at kalde den erotisk poesi... Eller leksikon...
Genre: Favner meget bredt. Ligesom Guiness Rekordbog
Spørgsmål bogen stiller: Hvad er forskellen på en pingvin?
Titel: Hvorfor Os og Dem? Hvor gammel er jeg?
Forfatter: Halil
Udgivelsesår: Vides ikke...
Resumé: Er født langt ude på 'bøøh-landet' i en bjerglandsby et sted i Tyrkiet. Fødselsdagsdatoen vides ikke, da man ikke anvender kalender dernede:). Rygterne siger at jeg blev født, da kornet blev høstet, eller så var det vidst nok på det tidspunkt det begyndte at sne. Har forsøgt at opklare mysteriet om hvornår jeg kom til verden, da jeg lige har været på opklaringsrejse i Tyrkiet, men har erkendt, at det er en umulighed. Jeg må leve med ikke at vide hvor gammel jeg er.. Men der er vel vigtigere ting i denne verden end min alder.
Kom til Danmark en kold februar i 1993 da min mor blev gift med en tyrkisk mand fra Danmark. Startede med at bo i Danmarks største og dejligste landsby, Odder, men bor nu i storbyen Århus grundet mit studie. Studerer psykologi på 3.år på Århus Universitet.
Har arbejdet som avisbud, postmand, underviser og arbejder lige nu som handicapsmedhjælper ved siden af studiet .
Elsker at filosofere, socialisere mig, og vise andre at vi i al vores forskellighed ligner hinanden
Hvem er jeg så: En kold tyrker, en blanding af noget dansk og noget stærk tyrkisk krydderie?
I virkeligheden er jeg vel hverken det ene eller det andet, eller så er jeg begge dele på en gang. Måske er jeg bare MIG, Halil..
Det må du jo finde ud af, når du låner mig...
Genre: Debat og dialog
Spørgsmål bogen stiller: Hvad synes du om mig? Hvem er jeg? Hvad er jeg? Tyrker, dansker, udlænding, perker, muslim? Hvorfor siger vi Os og Dem?
Titel: Mit spring fra skabet
Forfatter: Jannis
Udgivelsesår: 1989
Resumé: Jeg er en græsk ortodoks dreng på sytten år jeg har boet i Danmark i en del år. Jeg har egentlig aldrig oplevet at blive set skævt på - altså sådan racistisk - da jeg ligner en normal dansker. Men jeg har følt mig udenfor og dum når folk f.eks. i skolen talte dansk og kunne skrive, da jeg ikke kunne det på det tidspunkt. Nu går det bedre. Jeg kan i hvert fald tale sproget og jeg er også blevet ret god til stavning, men mangler stadig en del. Jeg bor alene eller er i hvert fald flyttet hjemmefra da jeg bor på kollegium, i Roskilde hvor jeg er i gang med at uddanne mig som kok. I min fritid laver jeg også meget mad til KFUM´s ledelse og på andre spejderkurser som køkkenchef. Jeg arbejder også på et center i Danmark som hedder Næsbycentret og ligger i Glumsø i Danmark. Jeg er selvfølgelig grønspejder selvom at jeg ikke er kristen. Udover det er jeg ungdomspolitiker inde for SUF (Socialistisk Ungdomsfront) som er et slags understøtteparti til Endhedslisten. Jeg kommer fra en ret stor familie hvor nogen bor her i Danmark.
Hvad der får mig til at melde mig til Kul;Tour er nok mit meget socialistiske hjerte og bare tanken om at mennesker kan have fordomme mod andre på grund af deres hudfarve eller tro. Fordomme er dumt, men vi har dem alle. Men stadig er der nogen fordomme som alle burde være fuldstændig enige om ikke skulle eksistere og det er de racistiske, nazistiske, homofobiske og de sexistiske. Man kan ikke have noget imod en person før man har siddet og talt /lært personen at kende. Men så igen er det ikke på grund af hudfarve eller kultur man ikke kan lide personen, det er bare personen man ikke bryder sig om. Det er sådan lidt de spørgsmål jeg vil have lov til at spørge om og håber at få mere forståelse for den slags emner som hvorfor man behandler andre dårligt på grund at deres tro, farve eller sexualitet. Eller også håber jeg at jeg kan få andre til at tænke sig om før man kommer med udtryk som ”luder”, ”bøsserøv”, ”perker”, ”I skulle alle sammen bombes”, ”abekatte” og den slags. Fordi hvis vi vil leve i den verden som vi gør side om side, er det vigtigt at udrydde den slags. For hverken farve, tro eller sexualitet ændrer på hvem vi er. Vi er alle mennesker og bør derfor opføre os sådan. Jeg ved godt jeg ikke kan ændre verden, men det er heller ikke det jeg vil. Det er min drøm at alle kan leve i harmoni. Kul;Tour ser jeg som en god start hvor jeg håber på at man kan få givet hr. og fru. Danmark nogen andre synspunkter.
Grunden til at sexualitet lægger mig meget på sinde, er at jeg selv er bøsse og har oplevet folk tale grimt til mig eller om mig og det synes jeg har været for dårligt, for det er jo ikke noget jeg selv har bestemt. Jeg er bare en
normal dreng som alle andre, bare født med en anden sexualitet. I skal endelig spørge mig om alt hvad I vil, og jeg vil fortælle og svare så godt jeg kan og håber da også I får lært mig noget.
Titel: Ikke uden min mor
Forfatter: Khadije
Udgivelsesår: 1988
Resumé: Født i hjertet af København på Rigshospitalet. Forældre fra henholdsvis Libanon og Palæstina. Har nærmest boet i en flyttekasse da vi ofte flyttede, især pga mine forældres skilsmisse da jeg blot var 6 år. Har både oplevet den almene danske folkeskole og den arabiske privatskole på Nørrebro. De seneste år har jeg boet fast hos min mor i Søborg sammen med mine søskende og stedfar. Jeg er lige blevet student og holder et sabbatår, da jeg blandt andet skal på højskole for at finde ud af hvad jeg gerne vil. Pt. er min drøm at blive journalist, derfor bruger jeg noget af min tid på at skrive artikler på skriveskolen C:ontact.
Jeg er muslim og har båret hovedtørklæde efter eget ønske siden 2004. Har det meste af min mors store familie i København, ellers er vi spredt ud over mange landegræser bla. Libanon, Tyskland, Schweiz, og USA. Ser ikke så meget til min far eller den side af familien, da jeg efter at have flygtet tilbage til Dk efter et længerevarende uplanlagt ophold i Libanon mistede kontakten til dem. Min far er siden flyttet tilbage til Libanon sammen med sin nye kone. Jeg elsker at rejse, være sammen med min familie og opdage nye ting i mennesker og ikke mindst i den danske og arabiske kultur. Kulturmæssigt opfatter jeg mig selv som en blanding, da jeg tager det bedste fra den danske kultur og ælter det godt sammen med det gode fra den arabiske kultur. Mit motto her i livet er at "Man skal være mod andre, som man ønsker at andre skal være mod én!". Jeg er politisk aktiv og bruger meget af min tid på at kæmpe for menneskerettigheder i især Amnesty hvor jeg har været aktiv i 4 år. For mig er det vigtgt at vise at en muslimsk pige sagtens kan være på lige fod med alle andre kvinder, hvad end det gælder fritid eller uddannelse. Sidst men ikke mindst er jeg lige blevet forlovet med verdens dejligste mand!
Genre: Drama og kærlighed
Spørgsmål som bogen stiller: Hvordan er det at være splittet mellem to kulturer? Hvordan tackler man omverdenens syn på muslimske kvinder?
Titel: Mehmets bog
Forfatter: Mehmet
Udgivelsesår: 1981
Resumé: Jeg er 26 år. Født i 1981 i byen Konya i Tyrkiet, med kurdisk som modersmål. Gift med Melahat, som jeg har en datter med, Keje, der er ca. 2 mdr. gammel.
Jeg kom til Danmark i 1993 da jeg var 12 år. Vi boede i Tåstrup de første mange år af mit liv, men nu bor jeg i Ishøj.
Da jeg kom til Danmark gik startede jeg i modtageklassen på parkskolen i Taastrup. Afsluttede folkeskolen på Parkskolen og gik på Htx, hvor jeg dumpede 2 år i træk på 3. år. Da jeg indså at jeg ikke kunne bestå Htx, tog jeg en hf-eksamen på VUC. Lige nu går jeg på lærerseminariet og mangler 2 år for at være færdiguddannet.
Udover skolen arbejder jeg som tolk og bringer pizzaer ud på et pizzeria i Solrød (selvfølgelig er det på min fætters pizzeria).
Når jeg endelig har lidt fritid forsøger jeg at bruge det på min datter og min familie. Når jeg skal slappe af, gør jeg det med en bog, går på nettet eller ser tv.
Genre: Måske en selvbiografi?
Spørgsmål bogen stiller: I skal spørge om hvad I har lyst til. Så vil jeg se om jeg kan svare på det.
Forfatter: Nadia
Udgivelsesår: 1983
Resumé: Født i en flygtningelejr i Libanon, oprindeligt fra Palæstina, kom til DK som flygtning i 1985. Har boet i Vollsmose indtil jeg blev 18. Derefter boede jeg forskellige steder i Odense, flyttede til Århus, gik på højskole i Norge og hjem til Århus igen. Har arbejdet med meget forskelligt. Senest som avisbud, pædagogmedhjælper og i en økologisk vegetarisk restaurent i Århus. Elsker snowboard, løb, håndbold, svømning, friluftsaktiviteter og at strikke. Jeg har en stor dejlig muslimsk familie spredt ud over mange landegrænser (Bl.a. Tyskland, Spanien, Israel/Palæstina, Libanon, Syrien osv.) Men mine nærmeste bor stadig i Vollsmose, så de er heldigvis ikke såå langt væk fra mig. Jeg blev gift med Nikolaj i 2005 og sammen har vi en datter på 1½, Aisha, som er med på Kul;Tour , og nr. 2 er på vej. Jeg læser på lærerseminariet.
Genre: Kritisk socialrealisme
Spørgsmål bogen stiller: Hvordan klarer man at vokse op mellem mange kulturer, og samtidig vælge sin egen vej? Hvad med familien og ens baggrund? Og hvad med kravene fra samfundet og alt det øl? Hvordan var det at bo 16 år i Vollsmose?
Forfatter: Nikolaj
Udgivelsesår: 1977
Resumé: Født sjællænder, boet i kværkeby, Næstved, Vordingborg, København og nu Århus hvor jeg mødte min smukke viv i en helsekost forretning. Gentagne ophold i buddhistisk kloster i thailand, diverse rejser i SØ-asien. Har arbejdet som edb administrator, samlebåndsarbejder på plasticfabrik, som lærer i faget havebrug på en steinerskole, pædagogmedhjælper i en sfo, pitabrødsansvarlig i en kantine og nu studiemedhjælper på Miljøcenter Århus. Kristen, Hinduist, Budddhist, Animist og Muslim - kan det lade sig gøre? Har læst filosofi og læser nu biologi. Har en datter på 1½, Aisha som er med på Kul;Tour og en lille ny på vej.
Genre: Blandet landhandel – men lidt romantisk.
Spørgsmål bogen stiller: Er gud for alle? Kan vi møde hinanden på tværs af kulturbarrierer? Sig ja til hinanden. Hvad er forskellen på en frø og en tudse
Titel: Findes der noget bedre end dét?
Forfatter: Safaa
Udgivelsesår: 1987
Resumé: Hvad er det som tiltrækker mig, som en magnet til mit bedetæppe og som holder mig i selskab ligeså længe jeg ønsker? Hvad er det jeg kan sidde og trøste og snakke med så længe jeg længes efter dette? Er det en ven? Eller bare min fantasi? Eller mit indre jeg, som kalder? Hvilken kærlighed kan vare ved og styrkes hele livet? Hvilken magt er over mig, som jeg ikke er i stand til at rumme? Eller er jeg i stand? Er jeg skabt af energipartikler eller af en klump jord? Disse celler som vrimler rundt i mig må stamme et eller andet sted fra.. Hvor kommer jeg egentlig fra? Disse spørgsmål flyver gennem mit hoved, mens jeg stille og roligt bestiger det store Bjerg. Jeg falder! Boommm… Hvor er jeg.. hvem er jeg? Jeg står midt i et landskab, som har grønne fryde over sig og køer som græsser det grønne, MEN jeg kender ikke til det. Stedet ser fremmed ud, men alligevel ikke. I det grønne fråde findes der væsner ligesom jeg.. med to hænder, næse, mund og to øjne. Ja! De ligner endda mig, dog har jeg en mørk nuance. Jeg følger en smuk sti, som oplyses af egetræer og bøgetræer…..
Mit navn er Safaa. Jeg har rødder i Palæstina og Libanon. Jeg kom til smukke Danmark sommeren 1992. Jeg kendte til hverken det danske sprog eller den danske kultur. Jeg kom direkte i skole, uden at komme i vuggestue eller børnehave. Gennem min barndom skulle jeg lære arabisk og dansk, og ikke nok med det, skulle jeg lære at have arabiske og danske normer; værdier og traditioner. Religion har ikke altid haft sit plads i mit liv, men det kom stormende over mig en sommerdag i mine yngre dage. Siden den sommerdag, har Islam oplyst min hverdag. Jeg er aktiv medlem i Muslimer i Dialog, sidder i bestyrelse for Århus afdeling. Udover at jeg er aktiv medlem, så er jeg også pæn aktiv rundt omkring når det handler om islam; foredrag, arrangementer og ligne.
Genre: Religion og åndeligt aspekt, krydret med dansk kultur
Spørgsmål bogen stiller: Lever vi blot for at dø, eller er der en større sandhed bag livet? Er jeg mindre dansk blot, fordi jeg går med tørklæde? Er jeg fængslet bag hjemmets fire vægge eller ligeså meget fri som Pia K.?
Titel: Dybt nede i forskellighederne findes lighederne
Forfatter: Satnam
Udgivelsesår: 1987
Resumé: Mit navn er Satnam Singh, og jeg er 20 år gammel. Jeg er født og opvokset i Danmark. Jeg læser international marketing på CBS og arbejder som deltidsansat i Red Barnet indenfor fundraising. Mit arbejde i Red Barnet er et job som jeg finder utrolig meget glæde i, da jeg har en stor personlig interesse i velgørenhedsarbejde da jeg så ved at mit arbejde har en vigtig betydning for andre mennesker. Jeg håber desuden at jeg vil kunne finde arbejde indenfor en stor velgørenhedsorganisation i fremtiden, men nu må jeg vel først blive færdig med mit studie:-) Siden jeg var barn har jeg været typen der konstant stiller spørgsmål til alt og alting. ”Hvorfor må man ikke gå over for rødt”, - ” hvorfor skal man gå i skole” osv startede det uskyldigt med, og spørgsmålene blev senere mere dybe og omhandlede menneskets oprindelse, formål og fremtid.
Disse spørgsmål førte mig ind i religionens verden hvor jeg begyndte at studere de forskellige religioner, med særblik på Sikhismen (som jeg selv er tilhænger af) og Islam. Senere begyndte jeg også at hive fat i Biblen og jo mere jeg lærte om disse forskellige religioner, jo mere så jeg en sammenhæng mellem de forskellige åbenbaringer og så den røde tråd som overstreger alle etikketter og mærkater og som forbinder os alle til hinanden. Hindu, muslim, kristen og sikh. Der er ingen forskel! Vi tilbeder alle den samme Gud! Gud er en, men vejene til at nå Ham er mange. Jeg bruger af samme grund meget af min tid på at få folk til at glemme forskellighederne og fokusere på lighederne, da lighederne klart overgår forskellighederne.
Visdommen og Budskabet i følgende hymne er et jeg prøver at efterleve:
The temple and the mosque are the same, the Hindu worship and the Muslim prayer are the same;
All men are the same; It is only through error that they appear different.
All men have the same eyes, the same ears, the same body, the same build, a compound of earth, air, fire, and water.
Allah and Abhekh are the same, the Purans and the Quran depict the same reality; they are all alike; it is the one God who created all.
The Hindu God and the Muslim God is the same; Let no man even by mistake suppose there is a difference!"
-(Guru Gobind Singh, Akal Ustat, pg. 275)
Genre: ?
Spørgsmål som bogen stiller: Hvorfor taler vi ikke MED hinanden i stedet for OM hinanden? Er vi virkelig så forskellige fra hinanden, og hvorfor frygter vi forandringer i samfundet? Er det ikke snart på tide at vi kommer videre og tilnærmer sig hinanden fremtfor at leve side om side,- i et parallelt samfund?
Titel: Den kunstige debat
Forfatter: Savas
Udgivelsesår: 1975
Resumé: Er ntegrationsdebatten noget der skaber mere fremmedgørelse end integration? I en alder af 31 år lider forfatteren af livslede over den danske integrationsdebat og de overfladiske opfattelser der skabes kulturer og mennesker. Hele sit liv har han på en eller anden måde hørt eller været inde i en debat han aldrig har kunnet sætte sig ind i eller identificere sig med. F.eks. spørgsmål som "føler du dig dask og eller tyrkisk" har klinget hult og irrelevant men stadig synes de at være populære. Forfatteren har flere bud på en ny dagsorden.
Genre: Debatbog
Spørgsmål bogen stiller: Hvorfor kan Danmark trods sit velfærd og resourcer ikke løsrive sig fra
gammeldags snæver nationalisme? Hvor fremmed er fremmed? Mange såkaldte "kulturelle" problemer er sociale problemer der ikke er så svære at forstå endda.
Hvad skyldes den daglige berøringsangst over for andres baggrund, kultur og religion?
Titel: Svampen med den utrolige sugeevne
Forfatter: Viyan
Udgivelsesår: 1980
Resumé: Hvad hvis jeg får vand ned i luftrøret? Hvad hvis iltflasken går i stå, eller der går hul på mine trommehinder? Det har man jo hørt før. Tankerne flyver igennem hovedet på mig, imens jeg klamrer mig fast til dykker instruktøren, der med en rolig steme forsikrer mig om, at jeg bare skal stole på ham, så skal det hele nok gå. Ja, ja, det kan han sagtens sige. Det er ikke ham, der lider af kombineret vand/dybde/fiske-skræk (jojo, den er god nok, det kan man godt lide af). Hvad sker der egentlig for mig? Hvorfor befinder jeg mig på flere meters dybt vand? Hvis geniale idé var det egentlig, at jeg skulle prøve at dykke..
Hey! Shit! Hvad laver han? Han trækker mig ned. Jeg er under vandet nu.
En følelse af sejr overvælder mig! Det her vil jeg huske som sommeren, hvor jeg virkelig overvandt en stor frygt. Jeg har dykket.
Jeg troede ellers jeg havde set de fleste verdner. Hele mit liv har været en gang stangtennis mellem forskellige verdner - men under havet åbnede en helt ny verden for mig.
Genre: Komedie krydret med tragi-komisk realisme
Spørgsmål bogen stiller: Hvorfor er man så bange for det man ikke kender?
Titel: Den åbensindede grænsebryder
Forfatter: Züleyha
Udgivelsesår: 1976
Resumé: Jeg kom til Danmark fra Tyrkiet for 10 år siden uden min familie. Da var jeg 21 år. Nu har jeg min bror i Danmark, min mor og far bor stadig i Tyrkiet. Jeg var netop blevet færdig med gymnasiet i Tyrkiet da jeg tog til Danmark. Da jeg kom til Danmark var det som at starte helt forfra i børnehaveklassen. Alting var svært. Selv det at gå til tandlægen eller handle ind. De sidste 4 år er gået stærkt, og nu starter jeg på 2. år på pædagogseminariet. Jeg er blevet spejderleder og er ved at tage mig en god uddannelse. Min personlighed har ændret sig meget efter jeg kom til Danmark – jeg er kommet på rigtig grund, jeg kan lide at være i Danmark, og det gør mig åben og giver mig selvtillid.
Jeg vil gerne snakke om forskelle mellem at leve i Tyrkiet og Danmark. Hvordan det er at komme til Danmark og finde sig til rette. Hvor vigtigt det er med frivilligt engagement og en uddannelse. Vi kan også snakke om min egen opdragelse i Tyrkiet, som var noget anderledes end hvordan børn opdrages i Danmark. Jeg vil gerne diskutere, hvordan tradition, religion og kultur er forbundet og ikke er forbundet – det synes jeg er et rigtig spændende emne.
Genre: Lærebog, hvor man kan få oplysning og information. Ønsker at give låneren en ny synsvinkel på tingene.
Spørgsmål som bogen stiller: Hvem er du? Hvor står du? Hvad vil du gerne vide noget om?